STENSTUDIER

Stenstudierne er tegninger af de billedfænomener, man kan finde på overflader og brudflader af sten, især flint, hvor fossile rester og indkapslet kalk kan danne de forunderligste billeder, som kan være alt fra det blideste til det mest voldsomme og fra den mest utrolige lighed med noget til den rene abstaktion. Det er en billedverden, som optog min far, Knud Agger, i de sidste tyve år af hans liv, men den er uudtømmelig, så jeg føler ikke, at jeg træder ham for nær ved fortsat at udforske den.
 De her viste tegninger er udført med skiftende materialer: Blyant, sortkridt, farvekridt, sepia, litografkridt, akvarel -, og de måler alle ca. 50x70 cm.. De er opstået hen over tiden fra omkring 1970 til idag.